Skibsbevaringsfonden

Renovering af Mira III i samarbejde med Skibsbevaringsfonden

Det er en stor opgave at holde et mere end hundrede år gammelt træskib i god stand.

Vi er så heldige, at Mira III er erklæret bevaringsværdig, og at Skibsbevaringsfonden har indgået et samarbejde med os om at bevare hende. Det vil sige, at Skibsbevaringsfonden hjælper os økonomisk og bidrager med al den viden, de ligger inde med, så vi kan renovere Mira, så hun forbliver sødygtig og genvinder sit karakteristiske og historiske udtryk.

Det er vores mål, hvert år at gøre Mira sundere, stærkere og mere oprindelig i sit udtryk, så hun til stadighed bliver bedre og smukkere.

Indtil videre har vi fået renoveret hele skibets agter-ende, udskiftet spanter og bjælkevæger forrest i bagbord side. I vinteren 2023/2024 fortsætter vi med bærende dele under salonen.

Hvert år udskifter vi derudover nogle af plankerne i bunden, så skibet til stadighed er tæt og sødygtigt og i god vedligeholdesmæssig stand.